You are here: Home » Diverse » Punk, indie og det britiske samfund i 80’erne – Musik og politik i England

Punk, indie og det britiske samfund i 80’erne – Musik og politik i England

Punk. Hvad tænker du, når du hører det ord? Det er meget forskelligt. Er en punker en ung fyr i læderjakke og støvler med lilla hår sat op i en hanekam? Tager det lang tid at blive en punker? Eller er punk nærmere en ideologi, noget alle mennesker har i sig. Et dyr, der er gemt væk i vores sjæl, men blot venter på at kunne springe frem og være så voldsom, anti-autoritær og provokerende, som vi vel alle i bund og grund til tider får lyst til at være?

I denne opgave bliver du i hvert fald introduceret til punk. For at forstå punk fuldstændigt, hvis det ellers er muligt, er det dog utrolig vigtigt at kende til baggrunden for denne subkultur og musikstil. Det var ikke folk født med en guldske i munden, der startede punken op i midten af 1970’erne. Der var enorme sociale forskelle i Storbritannien på daværende tidspunkt, kunne det være en årsag til punk rockens gennembrud? Det er i allerhøjeste grad muligt. Men så kom Margaret Thatcher jo til, jernladyen med styr på sit land. Hendes indtog må da have udslettet disse forstyrrende unge mænd, eller hvad? Når det hele bliver for fint og flot, står der så altid en ny subkultur klar til at skabe røre? I denne opgave vil der blive redegjort for politiske, økonomiske og sociale forhold i England i 1970’erne og 80’erne. De to sangtekster ’Anarchy in the UK’ af Sex Pistols og ’London Calling’ af The Clash vil blive analyseret, mens punkbevægelsens oprindelse, udtryk og udvikling i England bliver forklaret. Til sidst bliver det diskuteret hvorvidt punkideerne fra 1970’erne og 80’erne har ændret sig.

Redegørelse for de politiske, økonomiske og sociale forhold i England i 1970’erne og 80’erne. Heri inddrages en analyse af Stuart Halls artikel om Thatcherismen okt 1988.

1970’ernes England var langt fra det charmerende billede, vi forbinder med England anno 2010. Der var stor fattigdom, sult, terror og enorme sociale uligheder.

IRA kæmpede (det gør de til en hvis grad stadig) i starten af 70’erne for et selvstændigt Nordirland. Bloody Sunday blev startskuddet til en række blodige terrorangreb fra IRA. I 1973 blev der gennemført et valg, der afgjorde om Nordirland skulle tilhøre Storbritannien eller Irland. Mange katolikker boykottede valget, hvilket førte til en stemmeprocent på omkring 60 og Nordirland forblev knyttet til Storbritannien.

England var i starten af 70’erne ledet af en konservativ regering med Edward Heath i front. Regeringen blev dog i 1974 nødsaget til at gå af, som en konsekvens af en række store strejker indenfor kulmine-, havne- og jernbaneindustrien. Det socialdemokratiske parti Labour kom nu til magten. Den økonomiske situation i Storbritannien var så kritisk, at den nye premierminister, James Callaghan, måtte gå til Den Europæiske Valutafond og låne penge. Valutafonden krævede derimod ændringer i den britiske økonomiske politik.

Disse ændringer kom i 1979, da den konservative Margaret Thatcher kom til magten.

Jernladyen

Johnny Rotten, ikon og forsanger i det britiske punk rock band, the Sex Pistols, skriver følgende i sin selvbiografi fra 1994:

”Around the time of the punks (slut 70’erne, red.), socialism wasn’t working in England. The Labour party were unimpressive and tedious. The Conservatives, the same. It fluctuated from one party to another, four years of this, four years of that, and you wouldn’t notice any changes. Young people – in fact, most people – just walked clean away from politics as if it was a waste of time. A cloud of apathy had truly set in. Of course, that’s exactly the environment the Conservatives want. That’s when they can strut their stuff using prejudice, hate, family values and all of the nonissues of political life.”

Storbritannien havde klaret efterkrigstiden særdeles elendigt. Landet havde enorme økonomiske problemer. Volden, fattigdommen og arbejdsløsheden samt de sociale forskelle voksede. Johnny Rotten, der måske aldrig har været den bedste politiske kommentator, fanger dog alligevel den stemning, der har hersket blandt Storbritanniens vælgere i 70’erne. De skiftende regeringer var svage og formåede ikke at forbedre situationen.

I 1975 blev hele ledelsen i det konservative parti skiftet. Dette kom til at betyde, at de konservative i 1979 kunne gå til valg med sloganet ’Labour isn’t working’ (Labour arbejder/fungerer ikke). Et snedigt slogan, der på engelsk både spiller på, at det ikke fungerer med Labour i regeringen og at Labour ikke arbejder for Storbritannien og dets folk. Modstandere af de konservative, kunne ikke rigtig skyde igen med samme kraft, i og med at det jo ikke var det samme konservative parti, der gik til valg i ’79, som det, der var nødsaget til at gå af i ’74. De konservative var fyldt af friske folk, Labour duede ikke. Det konservative parti vandt valget og Margaret Thatcher blev premierminister.

Da Thatcher blev premierminister i 1979, blev der varslet ny kurs. Thatcher mente at socialismen var blevet for stor en faktor i Storbritannien, hvorfor hun mente at private initiativer og privat ejendomsret skulle styrkes. Derudover havde Thatcher tre andre områder på sinde, da hun tiltrådte som premierminister:

– pengemængden skulle nedsættes for at standse inflationen.

– de offentlige finanser skulle kontrolleres.

– marginalskatten skulle nedsættes.

Thatcher var stor tilhænger af monetarisme. Monetarisme er, kort fortalt, en økonomisk teori, der tager sit udgangspunkt i et lands pengemængde og dennes betydning for økonomi. Monetarister ønsker at privatisere togdrift, hospitaler og undervisning. De monetære ideer blev skabt af Milton Friedmann (1912-2006), der ønskede at gøre op med de John Maynard Keynes (1883-1946) teorier, som syntes at være dominerende i efterkrigstiden.

Krig, kaos og strejker

D. 2. april 1982 angreb Argentina de britiske Falklandsøer. Falklandsøerne ligger øst for Argentina, i Atlanterhavet, men tilhørte altså Storbritannien. Storbritannien generobrede Falklandsøerne og sendte argentinerne tilbage til Sydamerika med store tab. Krigen var overstået allerede 14. juni samme år. Sejren sikrede folkelig opbakning til Thatcher, der udnyttede denne til at udskrive valg, og vinde det, i’83.

Hooliganisme, eller ’den engelske syge’, blev mere og mere synlig i medierne op igennem 80’erne. Der var egentlig intet nyt i, at hooligans hærgede fodboldkampe og var synlige i de britiske byer hver lørdag. Men nu havde pressen også fået nys om disse unge mænd, der sloges og smadrede alt på deres vej. D. 29. maj 1985 mistede fodbolden sin uskyld.

Europa Cup finalen mellem Liverpool og Juventus blev spillet på Heysel stadion i Bruxelles. De røde fra Merseyside havde medbragt overvældende mange tilskuere til denne prestigefyldte kamp. Italienerne var klart i undertal på stadion, men den gamle dames disciple var dog alligevel repræsenteret ved et par tusind mand. Det var et sammenstød mellem to kulturer, to fankulturer. De britiske hooligans var vant til at føre sig frem, spille smarte og generelt have en ’her kommer vi, og vi finder os ikke i noget som helst’ mentalitet. Den kultur var fremmed for de italienske ultras, der sjældent drak alkohol på kampdage, men derimod var 100% til stede for at støtte deres klub. Heysel stadion var ikke gearet til dette sammenstød. Hegnene, der skulle adskille de to klubbers fans, var i forfærdelig stand og kunne nemt forceres. Det er svært at sige, hvad der skete. Nogen mener, at Liverpool fansene blot ville skræmme italienerne, og udførte ’falske angreb’. Disse falske angreb kendte Juventus´ fans dog ikke, hvorfor de skræmt fra vid og sans af deres enorme undertal forsøgte at flygte. Resultatet var skræmmende: 39 italienere omkom.

Thatcher regeringen indførte nu den berygtede ’Public Order Act’, der kort sagt, rummede en række lovovertrædelser i det offentlige rum. Eksempelvis blev det nu muligt at straffe offentlig uorden og gadeslagsmål med op til 10 år.

Udover Falklandskrig og hooliganisme stod Thatcher regeringen overfor endnu et stort problem: strejker.

Mange arbejdere var imod Thatcher og den nye monetære politik, der på sin vis ikke var specielt arbejderklassevenlig. I ’84 strejkede de engelske kulminearbejdere. Strejken varede et år og der var gevaldige optøjer, når såkaldte skruebrækkere forsøgte at tage på arbejde. Politiet forsøgte at beskytte skruebrækkerne, der jo var på deres arbejdsgivers (regeringen) side, mens de strejkende på den anden side anså det som højforræderi. Resultatet blev at regeringen valgte at lukke de britiske kulminer.

Thatcherism in the UK

Stuart Hall er en engelsk kultursociolog, der stammer fra Trinidad. Hall er en af Storbritanniens mest kendte venstreorienterede tænkere, hvorfor han altså må siges at være i opposition til Thatcher og den konservative regering. Det var Stuart Hall, der skabte begrebet ’thatcherisme’. I 1988 skrev han en artikel i New Internationalist med overskriften ’Velfærdsstatens bitre død’.

Hall indleder artiklen således:

Igennem tre valgperioder har Thatcherismen omdanne Storbritanniens økonomiske, politiske og kulturelle landkort – og eksporteret sine ideer til lande over hele kloden.

Hall skriver, at der efter 2. verdenskrig opstod et ønske blandt de skiftende regeringer. Ønsket om at staten skulle have lov til at blande sig i landets økonomi, for at, som han skriver, kunne regulere de frie markedskræfters ujævnheder og indføre en vis grad af offentlig interesse. Stuart Hall mente, at Thatcher ødelagde denne idé med sin politik. Det kan han have ret i, da Thatcher jo netop ønskede at gøre op med den tidligere førte politik.

Kultursociologen skriver også, at hver eneste beslutning Thatcher regeringen har taget, er blevet pakket ind i en ideologi. Vælgerne er blevet tilbudt et image af privat succes, således at de har identificeret Thatchers projekt som noget positivt, skriver han.

Stuart Hall erkender at der er brug for ændringer i Storbritannien, det er ikke ændringerne, der er noget i vejen med, det er karakteren af de ændringer Thatcher regeringen har udført, der er noget i vejen med. Hall udtrykker også sin harme over venstrefløjen, der ifølge ham stadig klæber sig til den tro, at den Keynes inspirerede samfundsmodel kan fungere. Det der er brug for, er ifølge Hall, evnen til at forestille sig et alternativt samfund; et samfund der er mere frit, mere lige og retfærdigt, mere demokratisk, mere tolerant og mindre nationalistisk.

Fællesskab, mindre privatisering, en mere lydhør og mindre bureaukratisk stat. Det er hvad Hr. Hall godt kunne tænke sig. Det var der ikke meget nyt i, når det kommer fra en venstreorienteret tænker.

Med udgangspunkt i en analyse og fortolkning af ’Anarchy in the UK’ og ’London Calling’ forklares Punkbevægelsens oprindelse, udtryk og udvikling i England

Før punk

For at forstår hvorfor og hvordan punk rock kunne blive et så stort fænomen, er det nødvendigt at kende lidt til musikhistorien før punk. I 1960’erne var der i England en såkaldt Beatlemania, skabt af fire unge mænd fra Liverpool – The Beatles. The Beatles spillede blød pop rock, havde flot tøj og sirlige frisurer. Med sange om kærlighed og elskværdige kvinder strøg Beatles til tops på hitlister verden over og direkte ind i hjerterne på mange englændere. Da Beatles gik i opløsning i 1970, var det startskuddet til en ny periode med glam rock fænomenet. Glam rock, med T. Rex og en ung David Bowie (under pseudonymet Ziggy Stardust) i front, gik kort sagt ud på at klæde sig i glitrende kostumer og være meget bevidste om sig selv og sin scenepræstation. Musik i tv og radio var i høj grad præget af glam rock.

Det var dog ikke alle, der brød sig om denne udvikling.

The Sex Pistols

Allerede i 1972, mens glam rocken hærgede, langt tid før termen ’punk’ var blevet opfundet, havde fire unge mænd fra London dannet et band. Bandet kaldte sig ’The Swankers’. De fire mænd var Steve Jones, Paul Cook, Glen Matlock og Wally Nightingale. The Swankers spillede nogen koncerter på diverse små klubber og til deres venners fødselsdagsfester. Uden den store succes. I 1975 var der interne stridigheder om hvilken retning bandet skulle bevæge sig i. Dette resulterede i at Wally Nightingale forlod bandet.

Kort efter i 1975 kom en ung mand ved navn John gående ned ad gaden i London. John havde en Pink Floyd t-shirt på. Det var der på daværende tidspunkt som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt ved, men den unge rebel havde skrevet ’I HATE’ over ’Pink Floyd’. Det opdagede de tre tidligere The Swankers medlemmer, der nu havde fået Malcolm McLaren som manager. De manglede en forsanger til deres nye band, the Sex Pistols. Sådan blev en stjerne født, Johnny Rotten blev forsanger i Sex Pistols og punk var kommet til England.

D. 4. juli 1976 blev verden ændret for bestandig. The Sex Pistols spillede en koncert på Manchesters Free Trade Hall. Koncerten blev blot overværet af 42 personer, men alligevel er den en af de mest omdiskuterede koncerter i musikhistorien. Blandt de 42 personer var følgende senere så prominente navne: Ian Curtis, Peter Hook og Bernard Albrecht, der kort efter, sammen med Stephen Morris, blev til det legendariske post-punk band, Joy Division. Stephen Patrick Morrissey, der i 1980’erne hærgede de engelske hitlister med The Smiths, for efterfølgende at starte en glorværdig solokarriere som Morrissey. Mark E. Smith, som dannede det fortsat aktive band, The Fall. Til stede ved koncerten var også Martin Hannett, musikproducer for bl.a. Joy Division, Happy Mondays og The Buzzcocks (det var i øvrigt det etablerede band ’Buzzcocks’, der arrangerede koncerten). Den vigtigste person, for Sex Pistols, ved koncerten var Sir Anthony H. Wilson (Tony Wilson). Tony Wilson var på daværende tidspunkt ansat på en lokal tv station i Manchester, Granada TV. Wilson var vært på programmet ’So it goes’, der præsenterede og gav spilletid til lovende bands indenfor alle genrer. Wilson var så imponeret af Sex Pistols´ præstation på Free Trade Hall, at han hyrede dem til at spille i sit program. I starten af september 1976 fik punk rock for første gang anerkendelse og tv tid. Med Johnny Rottens vanligt viltre attitude fremførte Sex Pistols sangen ’Anarchy in the UK’.

Anarki i Storbritannien

I Johnny Rottens selvbiografi fra 1994 siger forsangeren følgende om ’Anarhy in the UK’:

“I had written the words down while the band were in the corner arguing. I used to have terrible trouble rehearsing because I was so fucking shy about it. I always wanted to be brilliant, excellent, loved and adored right from the start. When I finally finished the words, Glen (Matlock, red.) was absolutely furious. He thought it was appalling and a silly idea for a song. I proved him right. ‘Anarchy’ was the classic example of everything working perfectly”.

I 70’erne var en anarkist ikke en autonom venstreorienteret ballademager, anarki var derimod en status af kaos. Sådan må Johnny Rotten i hvert fald have tænkt, da han skrev teksten til Anarchy in the UK. Det var ikke anarki som en ideologi, men derimod som et oprør imod alt og alle. Punk handlede i høj grad om arbejderklassens oprør imod det ’bedre borgerskab’. Mange unge englændere var trætte af den stramme tilgang til frihed, der herskede i landet i 70’erne (og senere 80’erne). Johnny Rotten boede som barn i Finsbury Park i London, hvor fattigdom og vold var en del af hverdagen. Den unge Rotten fandt hurtigt et had mod autoriteter. Dette had kom til udtryk i form af anti autoritær graffiti, stenkast mod politibiler og butikker. Da Rotten blev forsanger i Sex Pistols kanaliserede han sin vrede over i sine tekster. ’God save the Queen’, ’No Future’ og i særdeleshed ’Anarchy in the UK’ er glimrende eksempler derpå. Anarchy in the UK handler om oprør mod regeringen, skoler og alle andre steder hvor folk bestemmer over folk. Man skal følge med og gøre hvad der bliver sagt, ellers er man en ballademager. Derfor var ’Anarchy in the UK’ en utrolig nem sang at skrive for Rotten, han havde oplevet undertrykkelsen hele livet som ung fattig irer i London, men pludselig fik han, via sit band, masser af opmærksomhed. Linjen ’I use the NME, I use Anarchy’ refererer til det store britiske musikmagasin NME, der gav Sex Pistols spalteplads i stor stil. Rotten benytter (’use’) NME til at skabe anarki og sprede sit budskab. Derudover ligger NME utrolig tæt op ad det engelske ord for fjende (enemy). Rotten skriver også ‘Is this the MPLA, Is this the UDA, Is this the IRA – I thought it was the UK?’. Det er en provokation, at han vælger at nævne disse tre grupper. Han vidste, at det ville skabe kæmpe mediebevågenhed at nævne dem, og det fik han ret i. Faktisk var sangen så kontroversiel, at den blev bandlyst på mange radiokanaler og tv stationer. Det var dog bare endnu bedre publicity end bandet kunne have ønsket sig, da alle unge rebeller naturligvis skulle høre sangen, der var for kontroversiel til at få spilletid i radio og tv. Det eneste publicity stunt bandet udførte, blev sat til søs i 1977. På en båd ved navn ’Queen Elizabeth’ sejlede Sex Pistols op ad Themsen i London og ud for det britiske parlament spillede de ’Anarchy in the UK’. ’Koncerten’ blev stoppet af politiet med arrestation til følge – Sex Pistols var nu for alvor kendte i England.

The Clash – lillebror bliver stor

I ’the year of punk’, 1976, gik fire unge musikere sammen og dannede rock gruppen The Clash. Clash blev en af punk rockens fanebærere frem til det endelig brud i 1986. Bandets andet album ’London Calling’ blev af Rolling Stone Magazine kåret til at være 1980’ernes bedste album, selvom albummet egentlig udkom i december 1979. De fire unge musikere var: Joe Strummer (rytmisk guitarist og sanger), Mick Jones (guitarist og sanger), Nicky Headon (trommer) og Paul Simonen (bass). The Clash opnåede, i modsætning til Sex Pistols, stor succes udenfor Storbritannien og spillede en lang række stadionkoncerter i USA og Europa. Bandet spillede alternativ rock med inspirationer fra mange andre stilarter, som reggae, ska og og funk.

Joe Strummer spillede fra 1974-1976 i et rock band ved navn The 101’ers, de fik ikke synderlig succes eller anerkendelse. Han så dog lyset, i form af punk rock og Sex Pistols i foråret 1976. Til en koncert med ’the Pistols’ i London blev han overbevist om, at punk rock var vejen frem. Han gik derfor sammen med Mick Jones, Nicky Headon og Paul Simonen, der hidtil havde spillet i mindre lokale bands. Kort tid efter denne konstellation varmede The Clash op for Sex Pistols til en koncert først i juli 1976.

London kalder undergrunden

The Clash slog sig endegyldigt fast som et af historiens største punk bands, da de i 1980 udgave singlen ’London Calling’, der opnåede en top tyve placering på den engelske hitliste. I 2010 er singlen blevet solgt i over to millioner eksemplarer verden over. Men hvad handler denne storsælgende sang så om?

Joe Strummer skrev ’London Calling’ i en tid hvor punk rock var på vej mod sit højeste. Sex Pistols var nu gået til grunde, men en lang række andre punk bands var ved at blive utroligt populære i Storbritannien. Den såkaldte falske beatlemani skulle vaskes væk, som det siges i linje seks. Som tidligere nævnt, var rock verdenen før Sex Pistols og The Clash præget af glam rock som David Bowie og fin pop rock som The Beatles. Det skulle der gøres op med, det skulle være slut med at alting skulle være så fint. Musik skulle nu ikke længere være for folk med konservatorium uddannelser og de rette forbindelser. Punk rock var for alle.

London kalder underverdenen, linje tre. Underverdenen må siges at være betegnelsen for punk rock (og andre nicher af musik). Joe Strummer var altså overbevist om, at punkens tid var kommet og at samlingsstedet var London. Han fik ret, punk rock blev populært og måske endda mainstream. Læs mere om mainstream punk og punkere i næste afsnit.

Gennemgang af hovedpunkterne i ’A punk manifesto’ samt en diskussion af hvorvidt punkideerne har ændret sig siden 1970’erne og 80’erne.

Greg Graffin er forsanger i det amerikanske band Bad Religion.

Graffin skrev i 2002 ’A punk manifesto’. Et manifest over punk. Han indleder manifestet med at udtrykke sin forundring over, hvorfor der endnu ikke er nogen, der har gjort som ham. Punk har været eksisteret i over tre årtier, men endnu har ingen defineret hvad punk egentlig er, skriver Graffin.

”Punk is the personal expression of uniqueness that comes from the experiences of growing up in touch with our human ability to reason and ask questions.”

I medierne blev de såkaldte ‘punkere’ ofte fremstillet som værende voldelige. Dette forsøger Graffin at give et svar på og han opstiller følgende eksempel: En ung ‘punker’ bliver drillet med sig tøj og hår af den store ‘football’ fyr, der som bekendt er utroligt populær på amerikanske skoler, en dag får ‘punkeren’ nok og slår den populære fyr på skolegangen. En lærer ser det, ‘punkeren’ bliver smidt ud og dagen efter står der i aviserne at endnu en uregerlig tilhænger af punk har benyttet sig af vold.

Spontan vrede for ikke at blive accepteret som et menneske, er dog intet unikt for ’punkere’, mener Graffin.

”This reaction is due to being human, and anybody would react in anger regardless of their sub- cultural or social affiliation if they felt de- valued and useless. (…) Anger and violence are not punk traits, in fact, they have no place in the punk ideal. Anger and violence are not the glue that holds the punk community together.”

De gener vi er født med spiller også en stor rolle i vores menneskelige udvikling, skriver den aldrene forsanger. Han opstiller et eksempel: en landsby med 15.000 indbyggere, der alle er blevet opdraget ens, arbejder på de samme fabrikker, går i de samme butikker og kan lide de samme sportshold. Når de får børn vil der altid være modsætninger og børn, der går imod de ideale, der ellers fungerer fint i arbejderlandsbyen. Det er også en af grundpillerne i punk, skriver Graffin. Evnen til at tænke selvstændigt og ikke bare blive en såkaldt ’samfunds robot’, der bare følger med strømmen. På punk scenen er der plads til mange forskellige verdenssyn, alle bliver accepteret og får muligheden for at udtrykke sin egen unikke side.

 

”The typical stereotype of a feeble-minded ruffian vandalizing, destroying, stealing, fighting or arguing in the name of some empty, short-lived cause is no more punk than the pretty-face-empty-head image of todays pop stars. Because it’s so easy for record companies to sell images of violence, sex, and self-importance, many bands have taken the bait and portrayed themselves as punks, without realizing that they were actually perpetuating a stereotype of conformity that is wholly un-punk.”

Den ’følg os’ strategi som pladeselskaberne og disse ’plastik-punk’ bands benytter sig af, tiltrækker ikke ægte ’punkere’, men derimod svage sjæle, der blot kan lide at være en del af et fællesskab og en stor flok. Der er dog ikke nogen styrke i at være mange, så længe limen, der binder de mange sammen er baseret på selvpromovering og frygt, skriver Graffin, og fortsætter: stærke ideologier har ikke brug for store folkemængder, de forbliver over længere tid, fordi de er en del af det at være menneske. Punk er essensen af det at være menneske, og derfor vil punk aldrig dø.

Men hvem er så punk, lyder den afsluttende overskrift. Graffin mener at alle har potentialet til at blive punk. Det er dog langt sværere for folk, der er vokset op med strenge regler og institutioner, fordi de har sværere ved at se det glamourøse i provokation. ’A punk manifesto’ slutter med fem statements, der opsummerer manifestet.

Er det muligt at sætte label på punk rock?

Da jeg var en ung knægt og tænkte på punkere, tænkte jeg på mennesker i lædertøj med farvestrålende og ’mærkelige’ frisurer. Disse punkere var vist nogle værre nogle, der godt kunne lide at være i Ungdomshuset i København og kaste med sten, når de var sure. Nu er jeg klogere. Jeg tror dog stadig godt, at en ung Johnny Rotten eller Joe Strummer kunne finde på at kaste med lidt sten, når ligegyldigheden ramte dem. Det billede af punk rock som Greg Graffin beskriver i sit manifest, minder mig om det stereotype billede af en punker, som jeg havde da jeg var barn. På trods af, at Bad Religion frontmanden netop understreger, at vold og had ikke nødvendigvis er en del af punk. Jeg er også overbevist om der er enorme forskelle på punk rock i Storbritannien og punkerne fra Amerika. I midten af 70’erne var englænderne faktisk bagud i forhold til amerikanerne, og bl.a. blev Malcolm McLaren inspireret af amerikanske ’støjrock’ bands som Television og The Ramones. En kendt punk pioner fra USA, Patti Smith, spillede i 1976 i London. Johnny Rotten var til stede til koncerten, men var langt fra tilfreds med hvad han så. Senere på aftenen forsikrede Mr. Rotten sit publikum om, at han hadede heste og hippier, da ’the Pistols’ gav koncert på samme klub. Så selvom bandets manager var imponeret over den amerikanske attitude og stil, var det på ingen måde gældende hos bandmedlemmerne, der jo trods alt bestyrer musikken og attituden.

Allerede ved punk rockens fødsel var der altså stor forskel, når man krydsede Atlanten. Disse forskelle vil jeg vove at påstå stadig er til stede. Greg Graffins manifest fra 2002 er i høj grad et fint eksempel derpå. Johnny Rotten, der om nogen er blevet gjort til en af punkens frontfigurer, bryder sig til dato ikke om termen ’punk’. Derfor kommer vi heller aldrig til at se et punk manifest fra hans synsvinkel.

70 vs. 80 vs. 90 vs. 00 – tåler årtierne sammenligning?

Udover forskellen på Amerika og Storbritannien, er der også stor forskel på 1970’erne og 80’ernes punk rock. I denne opgave ser vi nærmere på Storbritannien, hvorfor den også er i fokus nu.

I 70’erne var ligegyldigheden og oprøret mod både glam rock og autoriteter i højsædet. Vi har allerede gennemgået ’Anarchy in the UK’, der er et glimrende eksempel på den anti-autoritære stil, der blev lagt for dagen i 70’erne. I ’79 kom Margaret Thatcher så til magten, hvilket ligeledes allerede er gennemgået i denne opgave. I ’79 skete der dog noget, med musikhistoriske briller, langt mere interessant; Factory Records blev skabt. Factory Records var det første såkaldte indie, der kommer fra ordet independent (uafhængig), pladeselskab i verden. Musikere og pladeselskab delte udgifter og indtægter og musikerne havde ’the freedom to fuck off’, som de så smukt står skrevet på den eneste kontrakt Factory Records nogensinde har laver; deres første, med Joy Division. Joy Division er tidligere nævnt i opgaven, bandet blev dannet efter at tre af medlemmerne havde overværet den første Sex Pistols koncert i Manchester. Et interessant aspekt ved Joy Division (der er nok at tage fat på), er den måde de gik fra, i deres tidlige dage, at spille punk, til at skabe en helt ny musikstil: post-punk. Med geniet Martin Hannett som producer og Factory Records med Tony Wilson i ryggen blev Joy Division frontfigurer for den bølge af new wave og indie, der kom til at præge 80’erne. Forsanger Ian Curtis hængte sig d. 18. maj 1980, men alligevel forbliver Joy Division, på trods af blot to pladeudgivelser, et af 1980’ernes vigtigste bands. Efter Ian Curtis´ tragiske dødsfald, dannede de resterende tre medlemmer, sammen med Gillian Gilbert, det alternative rockband New Order, der opnåede stor succes over hele verden.

Inspireret af Factory Records succes begyndte små uafhængige pladeselskaber at poppe op i Storbritannien og det blev efterhånden mere og mere populært at være ’indie’. Med The Smiths og lignende bands´ voksende popularitet i midten af 80’erne var punk for alvor på tilbagetog. The Smiths, der ligeledes var repræsenteret ved den første Sex Pistols koncert i Manchester i form af forsangeren Morrissey, spillede rock og blev utroligt populære. The Smiths, med de to genier Morrissey og Johnny Marr i front, revolutionerede musikken på samme måde som Sex Pistols gjorde det et årti forinden. Manchester bandet blandede punk, rock, pop og luftige country guitar riffs til en stor cocktail, der gik lige i hjertet på Storbritanniens ungdom. Den såkaldte indie rock, der senere skulle inspirere bands som Oasis, Blur, Franz Ferdinand og Arctic Monkeys, var født.

”the one truly vital voice of the ’80s, The Smiths were the most influential British guitar group of the decade. As the first indie outsiders to achieve mainstream success on their own terms (their second album proper, 1985’s Meat Is Murder, made Number 1 in the UK), they elevated rock’s standard four-piece formula to new heights of magic and poetry. Their legacy can be traced down through The Stone Roses, Oasis and The Libertines to today’s crop of artful young guitar bands.”

Endnu engang, som med post-punk, var Manchester fødested. Manchester skulle da også beholde denne førertitel et årti endnu. I slutningen af 80’erne blev ecstasy en vigtig del af bylivet centreret omkring den Factory Records ejede natklub, The Hacienda. Bands som The Happy Mondays og The Stone Roses skulle nu blive nye frontfigurer i en musikstil, der blandede rock og house.

Alle disse nye musikstile var inspirerede af punk. Men der var en periode i mellem punk og indie rock, der, måske ikke inspirerede, men var udslagsgivende for indie rockens succes. Ligesom punk var en konsekvens af glamourøs pop-rock, var indie rock også en konsekvens af, at tingene nu igen var blevet lidt for fine og popsmarte. Tina Turner, Simple Minds og Shakin’ Stevens hærgede de britiske hitlister i starten af 80’erne, på trods af at punk rock nu skulle have puttet lidt mere kant ind i populærmusikken. Indie rock kom som et ligeså stort chok for den brede befolkning, som punk rock havde været. Da The Smiths i 1983 spillede i tv programmet ’Top Of The Pops’, var det omtrent ligeså udslagsgivende som da Sex Pistols spillede i Tony Wilsons ’So It Goes’ i 1976. Det var endnu en ny musikstil, der søgte at skabe et ’nede på jorden’ image. Morrissey skrev tekster om ordinære folk og deres problemer. Al selviscenesættelse og glamour kunne rende og hoppe, her gjaldt musikken og udelukkende musikken!

Så selvom den musikalske forskel kan synes stor, når man sammenligner 70’erne med 80’erne, så har de to årtier trods alt en del til fælles:

– Både punk rock og indie rock søgte at gøre op med glamourøs populærmusik og selviscenesættelse.

– Både punk rock og indie rock er undergrundsmusik og førte til dannelse af subkulturer.

– Både punk og indie blev mainstream.

– Både punk og indie blev til industrier, der blev udnyttet til at tjene penge.

 

Op igennem 90’erne var britpoppen på sit højeste. Bands som Oasis, Blur, Pulp og Suede hærgede hitlisterne og ingen var i tvivl om, at der blev tjent store penge på disse grupper. De førnævnte bands var alle inspirerede af indie rocken fra 80’erne, men førte den videre på hver sin måde. De blev flotte i tøjet, spillede store stadionkoncerter og tjente voldsomt mange penge på at stille op til forskellige events. Musikken udviklede sig også derefter; det blev kommercielt. Kommerciel rock. Det klinger ikke specielt godt. Det syntes Pete Doherty og Carl Barat heller ikke. Så de dannede The Libertines. The Libertines spiller post-punk revival. De søger ikke at opfinde den dybe tallerken, men så alligevel. For The Libertines, og den bølge af post-punk revival bands, der fulgte i kølvandet på gruppens succes, er inspireret af punk og indie, men forstår at give deres musik et friskt aftryk. The Libertines, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand og Bloc Party blev, og er stadig, populære i Storbritannien og resten af verden. De spiller udsolgte koncerter overalt, går i pænere og pænere tøj, men formår alligevel at holde benene på jorden og holde fast i deres oprindelige idealer.

 

Konklusion

Så punk var altså ikke bare noget man kan blive ved at farve sit hår lilla, tage læderjakke på og få sjove piercinger. Punk var en måde at udtrykke sin foragt for autoriteter, regeringer og ’falsk beatlemani’. Der var enorme sociale forskelle i det daværende Storbritannien. Margaret Thatcher og den konservative regering fik sat lidt skik på den engelske befolkning, mens Falklandskrigen, hooliganismen og strejkerne rasede. Hendes modstandere kaldte hende nationalist og dårlig for den britiske økonomi, men alligevel blev hun på sin post i 11 år. Johnny Rotten og The Sex Pistols skrev tekster om anarki og Storbritanniens fremtid. Her 32 år efter er England ikke specielt anarkistisk, men det kommer en dag, måske. Joe Strummer og The Clash kaldte undergrunden til London. Han fik folket til at lytte til The Clash´ melodiske punk rock og fik endda stor kommerciel succes udenfor Storbritanniens grænser. Alligevel gik bandet i opløsning, da indie rockens opblomstring var en realitet. Efter punk rockens storhedstid i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne blev populærmusik igen for pænt, som det var før punkens gennembrud. Det satte indie rocken en stopper for. 90’ernes britpop bands, inspireret af 80’ernes indie scene, blev også for pæne og mainstream. Heldigvis stod The Libertines og en række andre bands klar i kulissen og gik tilbage til rødderne, inspireret af både punk og indie. Det ser altså ud til, at der altid står nye folk klar til at tage over, når musikken i England bliver for mainstream og poppet.

SRP opgave skrevet af Kristoffer Føns – Midtfyns Gymnasium 2008-2011.

Sorry, comments are closed for this post.